01-08-2019, version 3

Husdyrgødningsbekendtgørelsens kapitel 11

Harmonieregler, fosforarealkrav og fosforlofter

Reglerne i kapitel 11 administreres som udgangspunkt igennem gødningsregnskabet, som er et regnskab, de ansvarlige for jordbrugsvirksomheder er forpligtet til at indberette. Det er landbrugsstyrelsen, der administrerer og fører tilsyn med overholdelse af gødningsregnskabet.

Vejledning om reglerne varetages derfor af landbrugsstyrelsen og ligger på deres hjemmeside. I dette kapitel er reglerne derfor kun beskrevet helt overordnet, og der er et lille afsnit om reglerne om fosfortildeling for bedrifter, der ikke er forpligtet til lave gødningsregnskab. For disse bedrifter er det kommunerne, der fører tilsyn.

Harmoniregler

Harmonikravet er udtryk for et krav om harmoni mellem gødning og udbringningsareal. Kravet skal sikrer en så effektiv udnyttelse af organisk gødning som muligt, for derved at mindske udvaskningen til vandmiljøet.

Som hovedregel må der samlet højst udbringes husdyrgødning og anden organisk gødning i mængder svarende til 170 kg N pr. ha harmoniareal pr. planperiode.

Kvægundtagelsesbrug må dog udbringe husdyrgødning og anden organisk gødning i mængder svarende til 230 kg N pr. ha harmoniareal pr. planperiode. Ved kvægundtagelsesbrug forstås bedrifter, som producerer husdyrgødning med mindst 300 kg kvælstof pr. planperiode, hvoraf mindst 2/3 er fra kvæg, og som i gødningsregnskabet har tilkendegivet, at de i den pågældende planperiode benytter kvægundtagelsen. Det indebærer bl.a. et andet sædskifte, der i højere grad vil kunne tilbageholde udvaskning fra den organiske gødning.

Landbrugsstyrelsen udfører tilsynet med harmonireglerne. For vejledning om harmonireglerne henvises til Vejledning om gødsknings- og harmoniregler.

Fosforarealkrav, fosforlofter og fosforregnskab

Fra planperioden 2017/2018 blev der indført lofter for udbringning af fosfor fra både organisk gødning, og kunstgødning. Sidenhen er også bioaske kommet med i fosforregnskabet. Fastsættelse af fosforloftet for en landbrugsbedrift er afhængig af, hvilke typer og mængder af gødning, der udbringes på bedriften. Fosforloftet kan øges ved gennemsnitlige fosfortal (P-tal) på under 4,0 på bedriftens harmoniarealer.

Fosforlofterne skal både sikre det miljøhensyn, der før den 1. august 2017 blev varetaget af de skærpede harmonikrav (der indirekte regulerede mængden af udbragt fosfor fra husdyrgødning) og kravene til fosforoverskud i miljøgodkendelser og tilladelser meddelt før 1. august 2017. Landbrugsstyrelsen udfører tilsynet med reglerne om loftet for udbringning af fosfor på virksomheder, der er registreret i Register for gødningsregnskab, gennem gødningsregnskaberne, der med virkning fra den 1. august 2017 indeholder et fosforregnskab.

For vejledning henvises til Landbrugsstyrelsens vejledning om gødsknings- og harmoniregler, hvor de nærmere regler om opgørelse af bedriftens fosforarealkrav, fosforloft, fosforregnskabet og oplysningskrav ved overførsel af gødning fremgår.

Kommunernes rolle for de mindre bedrifter

Kommunerne fører tilsyn med reglerne om fosforlofter på bedrifter, der ikke er registreret i Register for gødningsregnskab. Der er ikke krav om udarbejdelse af fosforregnskab for disse bedrifter. Kommunerne fører derfor tilsyn med bedrifterne ud fra oplysninger om dyreholdet, landbrugsarealerne og dokumenterede oplysninger om modtaget og afgivet husdyrgødning, anden organisk gødning og bioaske. 

På disse bedrifter må der maksimalt udbringes 30 kg P pr. ha harmoniareal fra husdyrgødning, anden organisk gødning og bioaske pr. planperiode. På skovarealer og pyntegrønt med afgrødekoderne 581-583, 585-594 eller 602-605 må der maksimalt udbringes 15 kg P pr ha skov. Der kan læses mere om, hvad afgrødekoderne dækker på landbrugsstyrelsens hjemmeside.

Bestemmelserne for fosforlofter på bedrifter, der ikke skal føre gødningsregnskab følger af husdyrgødningsbekendtgørelsens § 36.