10-09-2019
Spørgsmål
Jeg har set på de nye kort over potentielt ammoniakfølsom skov, som ifølge vejledningen erstatter de gamle kort. Der står i vejledningen, at 'kommunerne i meget vid udstrækning vil kunne basere deres sagsbehandling på udpegningerne på kortet'. Samtidig står der et andet sted i vejledningen, at 'omvendt kan kommunen ligge inde med viden om andre skovarealer, der lever op til bekendtgørelsens kriterier, men ikke fremgår af det vejledende kort over potentiel ammoniakfølsom skov.'
Der står i bekendtgørelsen, at ammoniakfølsom skov kan være 'skov, der er groet frem af sig selv på et naturareal, fx tidligere hede, mose eller overdrev, så jordbunden
ikke har været dyrket mark inden for en periode svarende til perioden for gammel »skovjordbund«
(dvs. i størrelsesorden mere end ca. 200 år)'. Mit spørgsmål er, hvordan naturareal i denne sammenhæng skal forstås? I de nye kort er det forstået som 'Naturligt tilgroede arealer, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3'. Mit spørgsmål er, om der kan være andre arealer, som kan siges at høre med til denne kategori? Vi har en del eksempler på mindre ådale, hvor der i dag er en bræmme af skov omkring vandløbet. Der har ikke nødvendigvis været skov i 200 år, men da der ofte er tale om skrænter ned mod vandløbet, har disse aldrig været dyrket. Er der i dette tilfælde tale om skov, der er vokset frem af sig selv på et naturareal, så jordbunden ikke har været dyrket mark i ca. 200 år? Eller skal naturarealer i denne sammnehæng forstås som arealer med naturtyper omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3?
Svar
Det vejledende kort over potentielt ammoniakfølsom skov er netop vejledende. Der kan godt være andre skovbevoksede arealer, der ikke er på kortet, og hvor kommunen vurderer, at skoven er ammoniakfølsom jf. bekendtgørelsens definition. Arealet skal så kunne leve op til bekendtgørelsens kriterier og skal også have en størrelse, så det lever op til definitionen af skov. Det skal være mindst 20 m bredt og 0,5 ha stort. Derudover skal det jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 2, være arealer, der er bevokset med træer, der danner eller som inden for et rimeligt tidsrum vil danne en sluttet skov af højstammede træer og
i) hvor der har været skov på arealet i lang tid (i størrelsesorden mere end ca. 200 år), så der er tale om gammel »skovjordbund«,
ii) hvor skoven er groet frem af sig selv på et naturareal, f.eks. tidligere hede, mose eller overdrev, så jordbunden ikke har været dyrket mark inden for en periode svarende til perioden for gammel »skovjordbund« (dvs. i størrelsesorden mere end ca. 200 år), eller
iii) hvor der i skoven er forekomst af naturskovindikerende eller gammelskovsarter, som er medtaget på listen »Arter, der er brugt ved prioritering af naturmæssigt særligt værdifulde skove omfattet af § 25 i lov om skove«, og hvor arterne har væsentlig, definerende betydning for skovens naturværdi. Listen er tilgængelig på Miljøstyrelsens hjemmeside www.mst.dk.
Det betyder, at de arealer, du nævner, godt kan være omfattet af bekendtgørelsens definition nævnt i § 2, nr. 3 d ii), som fremhævet ovenfor. Det er op til kommunen, at foretage en konkret vurdering af skovens ammoniakfølsomhed. Det er således ikke sikkert, at fordi et areal ikke har været dyrket i mere end 200 år og nu er bevokset med skov – at det så er ammoniakfølsom skov.
De potentiel ammoniakfølsomme skove, der vises på det nye kort, er netop lavet som en GIS analyse. For de naturligt tilgroede arealer vises tilgroede § 3 arealer, idet det formodes, at der blandt disse arealer vil kunne være områder, der lever op til definitionen af ammoniakfølsomme skove. Ligesom mange arealer på det viste GIS lag over tilgroede § 3 arealer ikke er store nok, eller ikke udgør højstammede træer eller på anden måde ikke lever op til kriterierne for ammoniakfølsom skov, så vil de områder, du beskriver, kunne være ammoniakfølsomme eller ej.
I vurderingen af, om skoven er ammoniakfølsom, og hvor stor et ammoniakbidrag den evt. vil kunne tåle yderligere (alt under 1 kg vil altid være acceptabelt) uden at ændre karakter, kan kommunen kun stille krav om maksimal merdeposition, hvis området enten er omfattet af udpegninger m.v., jf. § 36, stk 5 nr. 1 eller 2 (gengivet herunder), eller har en høj naturkvalitet. Kommunen skal i begrundelsen for vilkåret redegøre for naturtypens status i forhold til kriterierne i § 36, stk 5:
1) det pågældende naturområdes status i kommuneplanen, herunder særligt om det er omfattet af kommuneplanens udpegning af særlige værdifulde naturområder, rekreative områder og/eller værdifulde kulturmiljøer, samt kommuneplanens retningslinjer for varetagelsen af naturbeskyttelsesinteresserne, de rekreative interesser og de kulturhistoriske interesser,
2) om det pågældende område er omfattet af fredning, handleplan for naturpleje eller anden planlagt naturindsats,
3) det pågældende naturområdes naturkvalitet og
4) kvælstofbidrag til området fra andre kilder, herunder om der er tale om et minivådområde eller et vådområde, som er udlagt med henblik på kvælstoffjernelse fra landbrugsjord, eller om området i øvrigt er påvirket fra markbidrag, eller for så vidt angår skove om de gødskes.
Desuden kan der ikke stilles krav til maksimalt ammoniakbidrag fra husdyrbruget, hvis ammoniakdepositionen på den ammoniakfølsomme skov er helt uvæsentligt i forhold til andre kilder. Det kan f.eks. være fordi arealet, hvor skoven er groet op, modtager kvælstof fra afstrømningen af den dyrkede mark op til vandløbet.