Beregning af ammoniakdeposition ved §12-anmeldelse
18-12-2019
Spørgsmål
Kommunen har modtaget anmeldelse om etablering af en overdækket gyllebeholder på 4300 m³ på et svinebrug.
Ejendommen har i forvejen en § 12 miljøgodkendelse af 7. februar 2013 og et tillæg dertil af 14. marts 2018. Ansøger har glemt at få en overdækket gyllebeholder med i tillægget fra 2018 og har opført gyllebeholderen beliggende i tæt tilknytning til eksisterende bygninger.
Ejendommen ligger i et højt prioriteret landbrugsområde, som kan rumme store husdyrbrug.
Anmeldelsen behandles i henhold til § 12 i Bekendtgørelsen om tilladelse og godkendelse m.v. af husdyrbrug (bek. nr. 718 af 8. juli 2019).
Tillæg af 14. marts 2018 er endnu ikke fuldt ud udnyttet, så anmeldelsen er sendt ind med beregninger på ammoniakemissionen for det bygningsareal der pt. er udnyttet.
Spørgsmålet går på om beregningen skal foretages ud fra det tidspunkt miljøgodkendelsen er fuldt ud udnyttet, ansøgningen kan dermed ikke gå under anmeldeordningen, idet depositionen til kategori 3-natur således overstiger 1,0 kg N pr. ha (jf. stk. 9 i §12) og det vil udløse en hel ny godkendelse efter §16a.
Eller
beregningerne udføres for det bygningsareal der pt. er udnyttet og som allerede er indsendt og som overholder kriterierne.
Svar
Beregningen af ammoniakdeposition skal foretages ud fra hele den produktion, som husdyrbrugets miljøgodkendelse giver mulighed for. Dvs. ud fra, at godkendelsen er fuldt udnyttet. Hvis beregningen kun blev foretaget ud fra den produktion, der er etableret indtil videre, ville landmanden senere kunne udnytte godkendelsen fuldt ud, og grænsen på 1,0 kg N pr. ha ville overskrides.
Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.
Med venlig hilsen,
Husdyrhelpdesken