Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies
29-09-2017, version 1

Husdyrgødningsbekendtgørelsens, Kapitel 4

Indretning af stalde m.v. §§ 9 og 10

Fast bund og afløb

§ 9

Stalde, læskure m.v. skal være indrettet således, at forurening af grundvand og overfladevand ikke finder sted. Tilsvarende gælder for løbegårde og lignende, hvor der er en sådan koncentration af dyr, at næringsstofferne fra husdyrgødningen set over en årrække ikke kan udnyttes på arealet.

De skal have fast bund eller gulve udført af bestandige materialer, som er uigennemtrængelige for fugt, og som kan modstå påvirkningerne fra dyrene og anvendte redskaber. Sådanne redskaber kan f.eks. være udmugningsanlæg, traktorer eller lignende.

Der skal endvidere være et afløbssystem til opsamling af flydende husdyrgødning og restvand efter reglerne i bekendtgørelsens §§ 24 og 25. Se vejledningen til kapitel 9 om Indretning af afløb.

Kravet om fast bund og afløb gælder ikke for pelsdyrhaller. Det skyldes, at der for pelsdyrhaller i stedet for kravet om fast bund og afløb stilles krav om gødningsrender til brug for opsamling af gødning og et halmlag under burene, jf. husdyrgødningsbekendtgørelsens § 72, stk. 2. Det fremgår dog samtidig forudsætningsvist af denne bestemmelse, at pelsdyrhaller i stedet kan indrettes med fast bund og afløb. Se vejledningen til kapitel 16 "Indretning og drift af pelsdyrfarme til kødædende pelsdyr m.v."

Bortskaffelse af husdyrgødning fra stalde m.v.

§ 9

Når husdyrgødningen skal bortskaffes fra stalde, læskure, løbegårde m.v. , skal det ske ved en eller flere af nedenstående muligheder:

1. Husdyrgødningen føres til opsamlingsanlæg.

Fortanke til flydende husdyrgødning er en del af opsamlingsanlægget. Fortanke skal have fast overdækning.

Fast husdyrgødning – bortset fra husdyrgødning fra kødædende pelsdyr – må maksimalt opbevares 1 dag i opsamlingsanlæg. Det betyder, at eksempelvis en fiberfraktion, som produceres, kan oplagres i 1 dag uden overdækning, inden den føres til møddingplads eller anden lovlig opbevaring af fast husdyrgødning. Opbevares fast husdyrgødning i flere dage i opsamlingsanlægget, betragtes anlægget som et opbevaringsanlæg, og det skal leve op til kravene herfor (om bl.a. overdækning). Fiberfraktioner fra husdyrgødning kan anvendes i stalden som strøelse.

2. Husdyrgødningen føres til opbevaringsanlæg eller anden opbevaring af fast husdyrgødning

Det følger af husdyrgødningsbekendtgørelsens kapitel 6, hvordan fast husdyrgødning skal opbevares. Det er ikke er tilladt at tilbageføre fast husdyrgødning til stalde m.v. eller opsamlingsanlæg, når den først er ført til opbevaringsanlægget m.v. Det skyldes, at der gælder en række krav til opbevaringen, f.eks. til overdækning, og at en efterfølgende yderligere håndtering af husdyrgødningen i anlæg uden overdækning vil give øgede emissioner. Derimod er det tilladt at tilbageføre husdyrgødning fra et opsamlingsanlæg til stalden m.v., hvilket muliggør tilbageførsel af husdyrgødning i form af fiberfraktioner til strøelse.

3. Husdyrgødningen føres til opbevaringsanlæg for flydende husdyrgødning

Det følger af husdyrgødningsbekendtgørelsens kapitel 7, hvordan flydende husdyrgødning skal opbevares.

4. Husdyrgødningen udbringes direkte på arealer omfattet af husdyrgødningsbekendtgørelsens § 29. Læs mere om udbringning af husdyrgødning i vejledningen til kapitel 11.

5. Husdyrgødningen afgives efter reglerne i husdyrgødningsbekendtgørelsens § 48. Læs mere om afgivelse af husdyrgødning i Landbrugs- og Fiskeristyrelsens vejledning i gødsknings- og harmoniregler afsnit 6.4.5.

Fravigelse af krav om fast bund og afløb

Kravet i husdyrgødningsbekendtgørelsen om fast bund og afløb gælder for som hovedregel for alle stalde, læskure m.v., og kommunen har ikke efter bekendtgørelsen mulighed for konkret at dispensere fra kravet om fast bund og afløb.

Derimod er kravet om fast bund og afløb i visse tilfælde generelt fraveget via Landbrugets Byggeblade, der er godkendt af Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsens godkendelse af byggeblade har den virkning, at de i byggebladet beskrevne forskrifter og fremgangsmåder m.v., træder i stedet for nærmere angivne regler i husdyrgødningsbekendelsen. De byggeblade, der er godkendt af Miljøstyrelsen kan findes under vejledningen til kapitel 17, hvor ordningen er nærmere beskrevet.

Kravet om fast bund kan fraviges ved anvendelse af følgende byggeblade, der er godkendt af Miljøstyrelsen:

  • Etablering af løsdriftsstalde uden fast bund til ammekøer, ungdyr m.v. på dybstrøelse, hvorefter kravet om fast bund og afløb ikke gælder for ammekøer, kalve og tyre på dybstrøelse, hvis stalden m.v. indrettes og drives i overensstemmelse med forskrifterne i byggebladet. Malkekvæg og kødkvæg er ikke omfattet af det godkendte byggeblad.
  • Efter praksis kan stalde til ekstensivt hestehold også indrettes i overensstemmelse med byggebladet med den virkning, at de ikke skal leve op til kravet om afløb. Det er op til kommunen konkret at vurdere, om det i det enkelte tilfælde er miljømæssigt acceptabelt at lade hesteholdet følge byggebladet.
  • Løsdriftsstalde med dybstrøelse uden fast bund og afløb for får og geder til mælke- og kødproduktion, hvorefter kravet om fast bund og afløb ikke gælder for får og geder til mælke- og kødproduktion, hvis stalden m.v. indrettes og drives i overensstemmelse med forskrifterne i byggebladet.
  • Indretning og drift af udendørs sohold, hvorefter kravet om fast bund og afløb ikke gælder for udendørs sohold, hvis forskrifterne i byggebladet for så vidt angår dyretæthed, flytning af hytter m.v., i stedet iagttages.
  • Indretning og flytning af mobile huse til slagtekyllinger, hvorefter kravet om fast bund og afløb ikke gælder for økologiske slagtekyllinger i mobile huse, der indrettes og drives efter forskrifterne i byggebladet.

Flytning af læskure m.v.

§ 10

Husdyrgødningsbekendtgørelsens § 10 indeholder en regel om såkaldte ikke fast placerede husdyranlæg. Husdyranlæg er de anlæg og indretninger, hvor dyrene i almindelighed opholder eller har adgang til. Dvs. hovedsagligt stalde og læskure m.v.

I reguleringen sondres mellem fast placerede og ikke fast placerede husdyranlæg, idet miljøbelastningen for fast placerede anlæg i sagens natur er af mere vedvarende karakter, fordi punktkilden ikke flyttes. En række krav gælder dog som udgangspunkt for såvel fast placerede som ikke fast placerede anlæg. Som eksempel kan nævnes, at reglen i husdyrgødningsbekendtgørelsens § 9, stk. 2, jf. stk. 1, om fast bund og afløb gælder for såvel fast placerede stalde og læskure som for læskure, der flyttes rundt. I relation til f.eks. læskure til afgræssende dyr vil kravet dog oftest kunne fraviges ved i stedet at følge byggebladene, der er nævnt under vejledningen til § 9, dvs. f.eks. ved udlægning af halm m.v. i overensstemmelse med forskrifterne i det pågældende byggeblad. Tilsvarende gælder f.eks. en række krav til placering, herunder i forhold til byzone, naboer, kategori 1- og 2-natur også ved etablering af ikke fast placerede husdyranlæg. Der henvises herom til vejledningen til kapitel 3.

Efter husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen fastlægges der alene produktionsarealer for fast placerede husdyranlæg. Ammoniak- og lugtemissioner beregnes på grundlag af produktionsarealerne, og det er produktionsarealernes størrelse, der danner grundlag for krav om godkendelse og tilladelse efter husdyrbruglovens §§ 16 a og 16 b. Godkendelser og tilladelser til etablering, udvidelse og ændring af husdyrbrug er nærmere reguleret i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen.

Husdyrgødningsbekendtgørelsens § 10 skal ses i denne sammenhæng, idet bestemmelsen indirekte fastlægger, hvad der forstås et ikke fast placeret husdyranlæg. For at et husdyranlæg anses for ikke fast placeret, skal det flyttes mindst 1 gang om året.

Krav til flytning

Det er altid et krav, at ikke fast placeret husdyranlæg højst må være placeret det samme sted i 12 måneder ad gangen.

Herudover gælder det,

  • ­at ikke fast placerede husdyranlæg, der er placeret det samme sted i maksimalt 9 uger ad gangen, først må placeres samme sted igen, når der er forløbet 1 år, og
  • ­at ikke fast placerede husdyranlæg, der placeret samme sted mellem 9 uger og 12 måneder ad gangen først må placeres samme sted – eller inden for en radius af 25 m fra samme sted – igen, når der forløbet 5 år.

Kravet om flytning afhænger således af, om anlægget flyttes oftere end hver 9. uge. Kravet gælder umiddelbart og håndhæves i forbindelse med evt. tilsyn. Der er ikke krav om forudgående anmeldelse efter husdyrgødningsbekendtgørelsen.  For anlæg, der flyttes sjældnere end hver 9. uge, skal der føres og opbevares optegnelse over placeringerne.

Optegnelse og dokumentation

Den, der er ansvarlig for driften ikke fast placeret husdyranlæg, skal føre årlig optegnelse over placeringen af anlæg, der flyttes sjældnere end hver 9. uge. Optegnelserne skal opbevares i 5 år og kunne forevises på forlangende i forbindelse med kontrol.

Dokumentationskravet svarer til det krav, som gælder for markstakke.